Faktisk sad jeg bare og nød stilheden, det tomme rum og roen. Og så, uden at have søgt det, uden overhovedet at have stillet spørgsmålet – lige på det tidspunkt i hvert fald – var svaret på en af de ting, jeg går og arbejder med, der.
Jeg var i virkeligheden ude at gå en tur. Kom forbi en kirke, som var mig ukendt, og blev nysgerrig og gik ind. Jeg elsker den helt særlige stilhed, der kan være i et tomt kirkerum. Egentlig var jeg på vej ud igen, da jeg havde set mig omkring, men valgte så at sætte mig og virkelig sanse og være med roen. Det var, som jeg sad her, blot nærværende i nuet, at jeg pludselig kendte svaret. Et svar, jeg stoler på. Stoler på, fordi det kom fra et dybere sted i mig. Et sted, der kun kender til sandhed. Og ikke til at skulle gøre det rette, være rigtig, tænke fornuftigt eller lade sig styre af frygt. Et sted, hvor det ikke handler om at regne den ud, men om at gøre det, der sandt og rigtigt – for mig.
Jeg ved, at det er den form for svar, der kun kommer, når jeg forholder mig åben, når der ikke er noget jeg skal, når jeg ikke har faste dagsordener, og når jeg tillader mig at være i ro og stilhed. Det er svar, der kan komme, når jeg står over opvasken (ja, jeg er en af dem, der stadig står over en opvask) og bare er til stede med det, når jeg tillader mig bare at sidde og “stirre ud i luften”, eller når jeg mediterer.
Det er ikke nødvendigvis de attraktive svar, de nemme svar eller svar, der stemmer overens med mine forestillinger. De kan virke skræmmende. Men jeg ved, at de er sande. Ved, at jeg må tage dem alvorligt, lytte til dem, arbejde med dem. Også selvom det kan kræve mod.
Det, at få den slags svar, er for mig en gave. Og det er en grund til igen og igen at minde mig selv om betydningen af at tilvælge roen, stilheden og væren. Minde mig om at skabe plads til væren – frem for at tro, at alt sker i handlen.
Men at handle kan også være trygt – og kendt. Jeg husker, hvor skræmmende det var, da jeg for en række år siden havde tømt et rum for alle de ting, det havde været fyldt med. Jeg sad der – i stilhed – og uden alt det omkring mig, der kunne være med til at definere mig, holde mig fast og vise hvem jeg – overfladisk set – var. Det var skræmmende, fordi jeg pludselig måtte forholde mig til mig selv – rent. Kun mig. På samme måde kan stilhed være skræmmende – og noget vi skal vænne os til at være med. I stilheden får vi adgang til dybere lag i os selv. Og det er min erfaring, at det er der, vi har mulighed for at finde guldet. At se en vej. At kende svarene. Næste spørgsmål bliver så, om vi vælger at lytte til dem, om vi i tillid tør gå den for os sande vej.
Hvordan har du det med væren og stilhed? Hvad vælger du mon at lytte til?