Hjertets helende kraft

Hjertets-helende-kraftHjertevarme. Et begreb, jeg igen og igen vender tilbage til. Hjertevarme. Forudsætningen for heling. I hvert fald som jeg ser det.

Enhver udvikling, enhver heling kræver mod – og hjertevarme. Mod til forandring. Mod og villighed til at møde det, vi helst vil være foruden. Det vi helst ikke vil se, helst vil omgå. Det vi ikke bryder os om. Udvikling og heling kræver, at vi tør bevæge os ind i vores eget mørke og smerte. Tør vi det – og gør vi det med hjertevarme over for os selv, vil vi opleve heling og udvikling. Pema Chödrön taler om betingelsesløs kærlighed. En kærlighed som den, en mor føler over for sit barn – uanset. Det er den kærlighed, vi må oparbejde og være i stand til at udvise over for os selv – både, når vi føler os stærke, og når vi føler os sårbare. Hjertevarme er betingelsesløs kærlighed – til os selv – og til andre.

Når vi møder sider af os selv, vi ikke bryder os om – må vi omslutte dem med hjertevarme. Når vi føler os forkerte, når vi skammer os, når vi fortryder handlinger, når vi oplever sorg og smerte – må vi omslutte følelserne og os selv med hjertevarme – og mærke, hvordan det det får noget i os til at løsne, til at bløde op – og dermed skaber grobund for heling, udvikling og forvandling. Og for en endnu renere hjertevarme.

At nå den betingelsesløse kærlighed kræver, at vi til stadighed træner at åbne vores hjerte. Åbne det for glæden – og åbne det for sorgen. Begge dele er der, om vi vil det eller ej. Når vi åbner vores hjerte for såvel glæden som sorgen, vil vi dels få en dybere kontakt med os selv. Dybere kontakt, da begge dele – og alle nuancer ind imellem og omkring – er en del af os. Dels blive stærkere. Stærkere, fordi vi vi kan være med det svære. Stærkere, fordi vi tør stå i vores sårbarhed. Og samtidig vil vi ved at kunne være med vores egen smerte udvikle større medfølelse – både over for os selv og over for andre – fordi vi oplever det fællesmenneskelige i smerten.

I hjertet og med hjerteenergien er vi i stand til at forvandle emotioner. I stand til at være ufordømmende. Uden sym- og antipati. Det er heri den healende energi ligger. Vi dømmer ikke os selv – dømmer ikke andre. Med hjertet kan vi nære, rumme, udvise empati, være klartseende, grænsesættende og handle rent.

Når vi åbner vores hjerte, opnår vi hjertekraft og oplever hjerteglæde.

Med hjertekraften bliver vi i stand til at tage ansvar for vores liv. Vi tager vores liv på os – frem for måske at have medlidenhed med os selv, lade os overvælde af hændelser eller søge at undgå det ubehagelige. På samme måde bliver vi i stand til at møde andre ligeværdigt – og medfølende. Det er deri den healende energi ligger i relationen med andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *