På et meditationskursus på vækstcenteret hæftede jeg mig engang ved, at der blev givet udtryk for, at vi i forbindelse med personlig udvikling må arbejde på tre områder: terapi, selvudvikling og spiritualitet.
For mig personligt giver det mening, da det netop har været og er elementer i den vej, jeg går i et stadigt arbejde på at komme nærmere min væsenskerne, min sjæl. Et arbejde for i stadig højere grad at blive i stand til at leve og virke fra min væsenskerne. Leve og virke fra et sted, hvor jeg oplever ro, frihed, kraft, dyb, strømmende kærlighed, taknemmelighed og glæde. Et sted, hvor mit liv har så meget større dybde, og hvorfra der derfor også er så meget mere at give.
Så, det overordnede svar på spørgsmålet “Hvorfor terapi?” kan være: Terapi som en del af dit arbejde, hvis du ønsker at få større dybde i dit liv, i højere grad blive i stand til at leve ud fra din essens, din væsenskerne, og virke i verden derfra. Terapi, hvis du ønsker at komme til at hvile mere i dig selv og samtidig blive stand til at give til andre fra et frit og naturligt sted.
Men hvilken særlig rolle er det så terapien spiller i forhold til den personlige udvikling og arbejdet mod at nærme sig sin væsenskerne?
Et terapeutisk forløb kan hjælpe med at sætte individuelt og fokuseret lys på de tanker, vaner og følelsesmæssige mønstre vi bærer med os fra barndommen. Uanset hvor god en barndom, vi har haft, vil vi alle bære rundt på stof, der har gjort os mere eller mindre frie. Som har fjernet os fra den, vi dybest set er, fra vores væsenskerne. Der vil være handlinger, følelser og tanker, som er blevet mere påskønnet end andre, og som vi derfor har lært at tage meget i brug og værdsætte ved os selv. Andre handlinger, følelser og tanker derimod er ikke blevet påskønnet. Derfor har vi måske helt fralagt os dem eller i hvert fald skubbet dem til side og nægter at se dem som noget, der kunne være en del af os.
Vi vil alle i større eller mindre grad være blevet såret i løbet af vores barndom, vi vil bære rundt på følelser, der er svære for os at rumme.
Hvis vi vil skabe bedre kontakt til os selv, er vi nødt til at acceptere alle dele af os selv. Vi er nødt til at blive i stand til at rumme og være villige til at se på dele af os selv, som vi måske helst ikke vil kendes ved, og som det er svært for os at være med. Og vi må blive i stand til og villige til at slippe sider, som vi holder meget af. Ikke for at fornægte dem eller frasige os dem, men for at kunne blive frie i, hvornår vi anvender dem.
I ID sammenhæng – altså på ID Academy, hvor jeg er uddannet – vil vi sige, at vi må rydde op.
Man kan også arbejde med elementer fra barndommen og de ting, der skal ryddes op i, i forbindelse med selvudvikling og meditation. Men for mig at se giver terapien en mulighed for at arbejde specifikt på de dele af os, der har særligt behov for heling. Så længe vi er i gang med at rydde op kan selvudviklingskurser og en meditativ praksis understøtte arbejdet.
Når vi har lavet den grundlæggende oprydning – når vi er blevet i stand til at være med det, der oprindeligt var vanskeligt, når vi har fået kendskab til de forskellige grundmønstre, der præger os, ser dem og er i stand til at vælge vores handlinger i forhold til dem, når vi begynder at være i stand til at frigøre os fra vores historie som definerende for vores liv – vil der ikke længere være det samme behov for terapi. Den vil kunne få en anden karakter. I højere grad blive noget, der tages ind, hvis der opstår et aktuelt behov pga. livsændringer eller andet.
Vores grundlæggende former og mønstre vil altid være en del af os, vi vil altid bære dem med os. Selvudviklingskurser og meditation vil efter den grundlæggende oprydning bidrage til at skærpe og nuancere vores opmærksomhed og forhold til grundlæggende former og mønstre. Meditation og selvudviklingskurser vil på hver deres måde bidrage til at fordybe vores kendskab til os selv og bringe os endnu tættere på vores essens. Begge dele vil bidrage til at forstærke vores proces og til stadighed give os større, dybere og mere stabil kontakt til vores sjæl og væsenskerne.
Så, hvorfor terapi? Fordi den er en brik ind i og skaber fundament for en dyb personlig udviklingsproces på vejen mod ens essens og væsenskerne.