At forlige sig med livet

skovenNogle gange kommer svarene til os, når vi mindst venter det. Her henover nytåret har jeg oplevet det to gange. Forleden i en samtale med et højt værdsat familiemedlem. Og i dag på vandring i skoven.

Det handler om at forlige sig med livet.

Tilbage i september var jeg på en danseworkshop, hvor vi dansede gennem alle livets faser fra undfangelse til død. En dyb og utrolig berigende proces. I forbindelse med arbejdet med døden, blev jeg fyldt med sorg ved oplevelsen af ikke at have fuldbyrdet mit liv. Siden da har jeg derfor tænkt over, hvad der skal til, for at jeg ikke ender i den situation, når jeg engang skal herfra. Jeg har tænkt fremadrettet. Hvordan kan jeg leve anderledes? Hvad kan jeg gøre?

I samtalen forleden kom svaret så til mig – jeg må forlige mig med det, der allerede har været. (Selvfølgelig samtidigt med, at jeg sikrer mig fremadrettet at leve mit liv, som jeg ønsker det). Det stod pludseligt så klart.

Men så kom det næste spørgsmål: Hvad er det, jeg skal forlige mig med? Og hvordan gør jeg det? På min vandring i dag blev jeg mindet om det, jeg godt ved. Jeg må være villig til at møde min fortid. Være villig til at se på den. Være villig til for en stund at tage følelser, minder og andet til mig. Varsomt og med stor ømhed tillade dem at være. Omslutte dem og den jeg var med stor kærlighed.

Det er ikke noget, vi altid bare kan gøre. Det kan kræve støtte fra en medfølende person, der både kan rumme os med det, der er svært og hjælpe os med selv at rumme det. Det kan kræve, at vi selv fylder os op med styrke, ro og kærlighed. Giver det til den, vi var, og med det som udgangspunkt så kan begynde at være med og se på tidligere begivenheder. Eller det kan kræve, at vi først bliver næret med følelser, som vi har manglet i vores liv. Næret, så vi får øget styrke og finder kærligheden til os selv – og dermed også kan tillade os at være sårbare.

Hvis vi har brug for at blive næret af følelser, der har manglet i vores liv, er der måske brug for at opleve at blive givet dem udefra, før vi kan give dem til os selv. I det omfang, vi kender til styrken, roen, kærligheden og andre følelser, der kan være behov for, kan vi finde dem frem i os selv. Sidde med dem. Og fra den tilstand fremkalde den tidligere version af os selv. Se ham/hende for os. Fornemme, hvem han/hun var, hvordan han/hun havde det og så ellers begynde at sende de gode følelser til vores tidligere jeg. Lade vores tidligere jeg blev fyldt af de gode følelser. Og så være opmærksom på, hvad det gør ved den, vi var. Vi vil på den måde heale. Vi vil på den måde få styrke til at se på vores fortid og det, vi har brug for at forlige os med. Og vi vil dermed stå stærkere i os selv og i vores liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *