Sådan står der på det whiteboard, der har plads på mit skrivebord. Det har stået der gennem hele 2016. Som påmindelse om mine fokus i dette år. Sådan har det været de sidste 4 – 5 år – selvfølgelig med nye fokus hvert år.
Åben – kald – skabe. Hvad dækker det så over?
Med inspiration fra Pema Chödrön har jeg været opmærksom på, hvornår jeg har formået at bevare mit hjerte åbent – og hvornår, jeg har lukket. Når jeg har mødt noget, jeg ikke brød mig eller følelser, jeg helst ville være foruden, har jeg bestræbt mig på alligevel at holde mit hjerte åbent og møde det med accept og venlighed. Når jeg har konstateret, at mit hjerte lukkede sig, har jeg søgt den bagvedliggende årsag. Hvad er det, jeg frygter? Hvad er det i mig selv, jeg ikke vil kendes ved og derfor også fornægter ved den eller det andet? En sådan undersøgelse har gjort det nemmere, at holde hjertet åbent i forbindelse med nye møder.
Men hvorfor er den åbenhed vigtig? Det er den, fordi den netop viser mig det i mig selv, jeg ikke vil kendes ved – men som jeg til stadighed arbejder på at gøre mig venner med. Når jeg lærer at acceptere det i mig selv, kan jeg også acceptere det i andre – og dermed udvise langt større kærlighed og medfølelse over for dem. For mit vedkommende har jeg oplevet, at kærligheden i langt højere grad flyder fra hjertet – og dermed giver en masse varme. Men jeg har også oplevet at det giver en øget sårbarhed – men en sårbarhed, der også gør stærk.
Kald har for mig handlet om min mission i livet. Hvad er det større, som jeg skal med mit liv? Hvad er det, jeg er her for at give? For at udtrykke det med Susannah og Ya’Acov Darling Khan fra School of Movement Medicines ord. Det var da også under efterårets 10 dages indvielses-dans med dem, at svaret kom til mig – i forbindelse med en mini vision quest: At bringe kærlighed ind i verden. Det er på én og samme tid både så enkelt – og så utrolig stort. Men det sætter retning i mit liv. Giver noget at styre efter – noget at leve efter. Generelt i livet – for den enkelte dag – i hver en handling.
Der er i denne tid en del fokus på, hvorvidt vi skal udvikle os – eller nærmere stå fast, som Svend Brinkmann siger. Udvikling kan ses i mange perspektiver, men for mig at se, er der mening i at arbejde med sig selv på en måde, så vi til stadighed finder større ro og hvilen i at være den, vi er. Og vide, hvem vi er. Jeg tror på, at vi dermed også vil blive mere kærlige mennesker – at kærligheden er en del af vores udgangspunkt – vores essens – det vi dybest set er. Og derfra bliver det naturlige spørgsmål så også – hvad vil du fra det sted give til verden?
Jeg har stadig til gode at blive mere bevidst om, hvad jeg skaber og har skabt i løbet af året – og måske igennem livet. Jeg oplever dog, at der opstår et større og større behov i mig for at skabe, for at bringe noget ud i verden, jo mere jeg arbejder med mig selv – og netop finder roen i mig selv. Denne blog er vel en del af det. Men det handler ikke om at skabe, for at skabe – det handler om at skabe liv, at få noget til at gro, at blomstre. En vækst, jeg også ønsker at bidrage med i livet – bl.a. i kraft at min uddannelse som psykoterapeut.
I weekenden fik jeg i en workshop med Matthias Axelsen fra Dancing Your Spirit påbegyndt mit arbejde med at se tilbage på året, der er gået og frem mod det nye, der kommer. Det er endnu en måde at skabe fokus i forhold til det liv, jeg gerne vil leve, de elementer, jeg ønsker at give energi i det nye år og give liv.
Hvordan ser det ud for dig? Hvad vil du bringe med fra dette år ind i det nye? Hvad skal dit fokus være i 2017?