“Døden som fysisk realitet tilintetgør mennesket, men forestillingen om døden frelser det.” Sådan lyder det fra den eksistentielle psykoterapeut Irvin Yalom. Jeg har været optaget af sætningen fra første gang, jeg læste den – om end jeg ikke til fulde forstod den.
Ikke desto mindre fik den mig til at stoppe op. Til at være opmærksom på at være nærværende. Sætte pris på det, der er. Være lige her og nu – i dette nu. Sætningen har bidraget til, at jeg ikke blot iagttager efterårets farvevæld, mens jeg bevæger mig igennem det og tænker: Hvor er det dog smukt. Frem for blot at konstatere det gør jeg mig en anstrengelse for virkelig at tage skønheden ind. Trækker vejret en tand dybere, suger skønheden til mig, lader den nære mig.
Det er bevidstheden om døden, der kan være medvirkende til, at jeg sætter tempoet ned, når jeg sidder over morgenmaden, frokosten eller aftensmaden. Sætte tempoet ned og faktisk nyde og værdsætte hver en bid, frem for blot ubevidst at få tilfredsstillet min sult.
Det er villigheden til at se livets forgængelighed i øjnene, der hjælper mig til at træffe valg i livet. Være opmærksom på, om jeg lever det liv, jeg ønsker – og hvis ikke, så gøre noget ved det. Det er bevidstheden om, at intet varer evigt, der kan få mig til at værdsætte det, der er lige nu og her. Værdsætte mine relationer og være dybt taknemmelig, når vi formår at mødes med åbne hjerter med accept af hinanden præcis, som vi er.
Døden giver livet intensitet, giver Yalom også udtryk for. Den muliggør et autentisk liv. Et liv, hvor vi vælger at leve ud fra det, der er sandt i os. Hvor vi er i stand til at skelne mellem det ubetydelige og det væsentlige – og tilvælge det for os reelt væsentlige i livet.
Det er døden som begreb, der frelser os – der giver os mulighed for at leve helt og fuldt. Det er bevidstheden om, at alt er i stadig forandring, der kan medvirke til at skærpe vores opmærksomhed og væren med det enkelte øjeblik.
Og samtidig er det accepten af, at noget hele tiden forgår, mens nyt kommer til – at vi må lægge noget bag os for at kunne skabe nyt, der kan hjælpe os til at leve helt. Vi kan opøve vores fleksibilitet i forhold til forandringer. Træne os i at være med det, der er i det enkelte øjeblik. Udvide vores evne til at rumme følelser af en hvilken som helst kvalitet – og dermed også vores evne til at leve fuldt.
I dag er det allehelgens søndag. Mange mindes deres afdøde. Det er således også en mulighed for at sidde med såvel alle de gode minder, bevidstheden om alt det vi har fået via en betydningsfuld relation, alt det vi bringer videre, som den sorg der også vil være en del af mindet i en given periode. En sorg, der følger med at have elsket og holdt af. Det er en mulighed for værdsættelse af det, der har været, det vi har haft. At rumme såvel de gode minder, som det savn, der også kan ligge i os. Og dermed også fuldt ud værdsætte livet med alle dets facetter.