Du må ikke tro, du er noget – eller om besværgelser

rammer

“Gør ikke opmærksom på dig selv.” “Sørg for at være vellidt.” “Vær ikke til besvær.” Besværgelser som disse har fuldt mig en stor del af mit liv. De har styret tanker, følelser og handlinger.

Som en konsekvens af besværgelserne, har jeg ikke turdet stå frem som mig, være en personlighed. Jeg har kunnet stå frem med en form for maske. Kunnet optræde i en rolle, hvor handlinger langt hen ad vejen var foruddefinerede. Som underviser har jeg kunnet stille op foran et hold, kunnet spille en form for skuespil for at gøre indhold og pointer forståelige. I private sammenhænge ville jeg være stille og søge at undgå at tiltrække opmærksomhed.

Jeg ville undgå at give udtryk for holdninger, synspunkter og lignende, da jeg ikke ville risikere, at de gik imod andre og jeg dermed kom i modvind, fik kritik eller måske gjorde mig upopulær.

Følelsesmæssigt ville jeg blive skræmt over kritik, genert hvis der blev gjort opmærksom på mig, såret hvis jeg ikke blev anerkendt for min bestræbelse på at gøre det “rigtige”.

Vi har alle besværgelser, der er eller har været styrende for vores liv. Besværgelser skabt gennem vores opvækst i et forsøg på at tilpasse os vores primære omsorgsgivere. Dannet som en del af vores personlighedstype.

De vil af nogle måske blive kaldt tankebaner, overbevisninger eller lignende. Jeg er først for nyligt blevet præsenteret for dem som besværgelser – og holder af ordet, da de netop virker som en form for fortryllelse eller magi, vi har brug for at vågne op af. Og fordi vi kan vælge vores egne positive besværgelser at leve efter.

For mit vedkommende kunne en positiv besværgelse være: “Jeg har betydning”, som kunne gøre det forpligtende faktisk at gøre opmærksom på mig selv – når der er grund til det, når der er mulighed for at andre kan få udbytte. Men også en besværgelse, der kan føre til afslappethed, da det så ikke bliver nødvendigt at bevise et værd, godtgøre et værd.

Når vi bliver opmærksom på de besværgelser, vi lever efter, kan vi vælge at stoppe op og spørge os selv: Er det sandt? Hvordan ved jeg, at det er sandt? Og er det altid sandt? Er der måske situationer og mennesker sammen med hvem, jeg ikke lever efter den besværgelse?

Vi kan reflektere over konsekvenser? Hvad betyder det for mig? Og hvad betyder det for personer omkring mig? Som i mit eksempel oven for – måske afholder jeg andre fra at få del i noget, jeg faktisk har at give? Måske får jeg netop brug for at bevise et værd frem for blot at stole på det? Og er dermed måske alligevel stødende over for andre, selvom jeg ikke ønsker det.

Vi kan spørge os selv, hvad der mon vil ske, hvis vi gav slip på besværgelsen?

Og i alt dette må vi udvise den største nænsomhed mod os selv. Med spørgsmålene åbner vi op for nyt, som samtidig kan virke befriende og skræmmende. Skræmmende fordi det er ukendt. Befriende, fordi vi netop frigør os fra besværgelsen og begynder at blive i stand til at træffe mere frie valg. At kunne handle, tænke og føle ud fra et friere sted.

Hvilke besværgelser er du mon opmærksom på i dit liv? Og hvad har de af konsekvenser for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *